Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Udvalg får præsenteret forslag til ny fordeling af folkeskolernes midler

Administrationens oplæg til en ny ressourcetildelingsmodel for folkeskolerne bliver nu forelagt Børne- & Skoleudvalget. Politikerne skal beslutte, om forslaget til en ny model skal sendes i høring hos skolebestyrelser og de faglige organisationer.

22. maj 2026

Indhold

    Guldborgsund Kommunes ressourcetildelingsmodel styrer, hvordan skolevæsenets samlede økonomiske ramme bliver fordelt til kommunens folkeskoler.

    Administrationen tog sammen med kommunernes fælles udviklingscenter, Komponent, fat på arbejdet med at skitsere en ny ressourcetildelingsmodel i sidste byrådsperiode - blandt andet på baggrund af efterspørgsel fra skolerne og skolebestyrelserne. Arbejdet har både rettet sig mod en model til fordeling af midler til almenområdet og en model til fordeling af midler til specialundervisning.

    Ved Børne- og Skoleudvalgets møde den 29. april i år præsenterede administrationen og Komponent resultatet af forarbejdet, og ved udvalgsmødet onsdag den 27. maj skal politikerne tage stilling til, om materialet skal sendes i høring hos skolebestyrelserne og de faglige organisationer.

    Høringssvar er vigtige for de politiske drøftelser

    Formålet med en høring er at kvalificere det administrative oplæg, før udvalget går videre i den politiske proces. Der er dermed fortsat ikke truffet nogen politiske beslutninger om modellen.

    “Vi som formandskab ser frem til at behandle sagen med vores udvalgskolleger på mødet i næste uge. Det er en vigtig sag, for en ny fordeling af skoleområdets ressourcer kan have direkte betydning for de enkelte skolers økonomi. Dermed kan principper og elementer i en ressourcetildelingsmodel også få indflydelse på det skoletilbud, som børn og forældre møder. I første omgang skal udvalget tage stilling til, om vi vil sende materialet i høring – for at få skolebestyrelsernes og de faglige organisationers hjælp til at få væsentlige nuancer frem inden de videre politiske drøftelser”, siger Henrik Steen Jensen, formand for Børne- & Skoleudvalget.

    Henriette Klingberg-Nielsen, næstformand for Børne- & Skoleudvalget supplerer:

    “Det er meget vigtigt for os, at de parter, der står med ansvaret i hverdagen, nu får mulighed for at bidrage med deres meninger og synspunkter, inden vi træffer en beslutning i udvalget. Alle synspunkter og meninger tæller i debatten, og vi kommer derfor til at læse alle høringssvar med stor grundighed og interesse.”

    Hvis udvalget godkender høringen, vil høringsparterne blive bedt om at forholde sig til blandt andet modellens gennemsigtighed, robusthed og evne til at tage højde for skolernes forskellige vilkår. 

    Som led i processen afholder Guldborgsund Kommune et informationsmøde for skoleledere og skolebestyrelsesformænd den 16. juni kl. 16:30–18:00, hvor repræsentanter fra udvalget og administrationen deltager.

    Kontakt

    Portræt af Henrik Steen Jensen

    Henrik Steen Jensen

    Portræt af Henriette Klingberg-Nielsen

    Henriette Klingberg-Nielsen